Det første, der springer i øjnene når 'John Wick' er forbi, og filmen begynder sin lange opremsning af navnene på de ansvarlige, er at manuskriptforfatteren bliver nævnt som nummer to, lige efter instruktøren Chad Stahelski.

Instruktører bliver altid nævnt først. Det er trods alt dem, der har ansvaret for filmen og det er deres røv, der står i klaskehøjde hvis noget går galt.

Men at gøre manuskriptforfatteren Derek Kolstad til næsteansvarlig for 'John Wick' ligner en misforståelse. Han burde snarere have fået en plads et sted omkring tredje lysmand.

Sjasket og tilfældigt klasket sammen

Der er en handling i 'John Wick', men den er så sjasket og tilfældigt klasket sammen, at selv den tredje lysmand eller filmholdets massør må kunne have fundet på den.

Handlingen hænger sammen, men kun som en mosaik af sammenklistrede floskler fra actionfilmenes kulørte verden.

En af actionromantikernes yndlingsfigurer

John Wick er en af actionromantikernes yndlingsfigurer, den tavse lejemorder, der kan smadre 10 modstandere iført upraktisk slips og jakkesæt. Wick er ikke håndlanger for en gangster - han er den slags, en gangster hidkalder når der er brug for mere end en almindelig håndfuld håndlangere. Han er ikke Bussemanden - 'han er ham, man tilkalder når Bussemanden skal slås ihjel', som filmen slår fast i et af sine lyseste øjeblikke.

Og i et af sine ufrivilligt komiske momenter fortæller en russisk gangsterboss, at han engang har set John Wick slå tre mand ihjel på en bar - med en blyant. Med en blyant, understreger gangsterbossen, uden at tænke over at det lyder mere fjollet end sejt.

John Wick er den type Clint Eastwood lagde krop til i sine yngre dage. Den tavse ulv, der opererer alene, og helst vil være i fred med sig selv og kvinden i hans liv.

I begyndelsen af 'John Wick' dør netop kvinden, der havde fået Wick til at lægge hitman-livet på hylden. Men der er trøst for Wick: Inden sin død havde hun arrangeret, at han ville få tilsendt en lille hundehvalp i tilfælde af hendes død.

En forkælet søn af en russisk gangsterboss

En besynderlig ordning, mildt sagt, men Wick finder trøst i hunden, som bestemt er nuttet. Og en dag beslutter en forkælet søn af en russisk gangsterboss sig for at han VIL have Wicks labre gamle Ford Mustang årgang 1969, bare fordi han er vant til at få hvad han vil have.

Han bryder ind sammen med sine kumpaner, gennembanker Wick og slår hunden ihjel.

Først kæresten! Så hunden! Så bilen

Nu er Wick virkelig pissed. Først kæresten! Så hunden! Så bilen! Så er det klassiske koncept sat op. En cool dræbermaskine, der bare vil have lov at være en almindelig gut med en sød kone, ser rødt.

Og så kører maskinen. Mens Wick leder efter den russiske gangstersøn, hvis far Wick har arbejdet for, bliver han nødt til at smadre bunkevis af gangsterhåndlangere. Først opsøger de ham derhjemme. Så står de i vejen da Wick forsøger at skyde den skideirriterende møgknægt på en natklub. Osv.

Nøje koreograferede stunts

Tonsvis af anonyme gangsterhåndlangere bliver smadret i nøje koreograferede stunts. Det er den dybere mening med Derek Kolstads floskelfyldte handling i 'John Wick', at søsætte en flok fede slagsmål.

Det havde måske også været helt i orden hvis Chad Stahelski, der har været stuntdobbeltgænger for Keanu Reeves i talrige film, havde noget særligt at byde på i sine actionsekvenser - en særlig stil, en visuel identitet eller lignende. Men nope.

Skyder folk i hovedet

Wick har ganske vist en særlig glæde i at skyde folk i hovedet og at holde sine ofre nedkæmpet under sig, mens han skyder en anden person (i hovedet) og derefter skyder den, han har pacificeret under sig (også gerne i hovedet).

Det er konsekvent, men ikke ligefrem et nybrud af en stil.

Og hvad er der så tilbage i 'John Wick'? En række slagsmål, der minder meget om noget vi allerede har set. Og en handling, der består af fraklip fra andre actionfilm med hævnmotiv. Det er ikke rigtig nok til at kvalificere Derek Kolstad til at stå som nummer to på creditlisten.

'John Wick' får dansk premiere den 23. oktober